Dag 30-62

Dag 30

Vi har været paa rejse ind over Indlandsisen i en Maaned, og vi har ikke mere Mad.

Vi er sultne og udmattede alle sammen. Vi har ikke mere Foder til Hundene, de doer én efter én.

Vi haaber paa det snart gaar mod lysere Tider, saa vi kan faa noget Mad, ellers er vi alle fortabte.

Dag 44

I Dag troede vi Lykken var med os. Vi saa en Isbjoern, og vores Jaegere fik nedlagt den. Vi var alle glade og taknemmelige over, at vi kunne faa noget at spise igen.

Desvaerre endte Lykken saa ogsaa der, Hundene var ligesaa ivrige som os, vi kunne ikke naa at stoppe dem, de aad alt vores Mad, så nu er vi fortabte. Vores eneste redning er at finde mad, snart!

Dag 50

Det er 6 Dage siden, vi har set et levende Vaesen ud over os selv. Vi har måttet slagte den svageste Hund som foede til Ekspeditionen og de oevrige Hunde. Vores Fodtoej er slidt op, og her er koldt. Vi har ikke set Solen i mange Dage efterhaanden. Ender vores tur her? Er der ikke mere at goere? Skal vi alle doe uden, at nogle ved, hvor vi er, så de kan finder os? Vi holder fat i den sidste traad af haab. Vi giver ikke op.

Dag 57

Jeg er svaert bekymret for min Soen, Niels. Vi var i dag heldige at skyde en Sael, men trods hans tydelige Underernaering, spiste Niels kun sparsomt. Han er for sveakket til at spise.

Jeg beder til Gud, at han klarer den.

Dag 60

Efter to maaneders anstrengelser, har vi maatte indset at vi bliver noed til at vende om, ellers kan vi ikke overleve dette. Vi har kun en Slaede tilbage til at fragte os hjem til Baaden.

Haaber paa at Hundene klare den.

Dag 62

Fornyligt skete det, vi frygtede mest, da vores Jaegere var på jagt blev de overfaldet af en Isbjoern. Vi fandt deres afgnavet kroppe ikke langt fra Slaeden.

Nu gaelder det om at komme Hjem med de sidste udsultede Hunde og de sidste underernaeret Maend.

Vi beder til Gud at det lykkes os at komme sikkert Hjem til vores kaere.