Dag 137

Kulden var modbydelig, bisk haard, forfaerdelig. Min Soen, Niels, kunne ikke holde det ud, han spurgte mig Altid hvornår vi skulle tilbage til Danmark. De sidste par dage havde han vaeret syg, og Jeg vidste ikke om han kunne klare den laengere. Stakkels Dreng. Jeg kunne godt forstå ham, det er mindst - 18 Grader op nord paa. Det var ved at blive moerkt og vi var alle ret udmattede, så vi bestemte at slaa Lejre.

Peter Freuchen havde hjulpet mig med at saette Teltet op mens de andre lavede Maden. De sidste par Dage har været rigelig kolde, men Idag havde det nok været noget af det koldeste jeg havde oplevet i denne Ekspedition. Niels havde aldrig haft det saa daarligt, jeg tror hvis Kulden blev ved, kunne det vaere livsfarligt, men det vil jeg ikke tænke på. Hans Foedder var helt hvide, vi troede han havde faaet Frostbite. Vi vil ikke begynde at amputere hans Foedder, foerst naar vi var sikre.

Der var en Snestorm paa vej. Leo Hansen ville ud og tage Billeder af den kommende Snestorme, men det var alt for farligt. Mens der var Snestorm var vi noed til at blive inde i vores Telte. Vi kunne ikke taende et Baal, for hvis der gik ild i Teltet, kunne vi enten blive braendt op eller fryse til doede. Saa vi var noedt til at blive inde uden noget Varme, og det gik heller ikke godt med Niels. Han var begyndt at faa kvalme og kastede op hele Tiden. Stakkels dreng. Det så meget skidt ud, men så snart vi kunne, ville vi tage ham hen til en laege.

Mig og Niels delte Telt sammen, vi vadede i opkast. Hvor meget havde han faaet at spise den Knaegt? Han blev ved og ved. Kulde, Kvalme og Snestorm passede daarligt sammen.